Berte

May Grethe Lerum

«Og alt var annleis då eg sprang gjennom skogen i draumen, du var ikkje skulemeiser meir, og eg var ikkje taus. Det fanst ikkje prost du kunne gøyme deg hjå, ikkje fut eg kunne sende som spyd mellom oss. Det var draum.

Men eg vakna, og sprang med det same som ubeden gjest til din stad. Eg sprang og kom, for eg ville sjå deg, og dra handa over dei elleve småberga nedetter ryggen din, pete fingrane mellom dei nuvane du eig mellom den mjuke staden der hovudskallen møter veike ryggen, og høyre at andedraga dine brest, av di ingen har rørt ved deg der sidan du låg ved mor di sitt bryst. Og du hadde heilt sikkert den gongen også eit hovud for tungt til å bere åleine.

Og du sprang til skogs, du såg meg mellom alle trea, og kanskje morgonskodda frå havet dreiv om meg og gav meg ein skapnad av mare for ditt auge – kva veit eg? Du såg meg nede i reina, alt bortanfor grind, og du ville ikkje møte meg, kunne ikkje sjå, du trudde eg kom for dei elleve riksdalarane, kanskje, dei du lånte. Du sprang til skogs, som om eg var uven - og ikkje ho du ein gong kalla kjær og ville ha sett alt du eigde i pant for å eige. Sa du.

Og andaktsboka du gav meg, den skal eg vakte som odel og aldri, aldri nemne i bøner eller vers, men no sjå som eit byte. Dei elleve riksdalarane var min arv, no er det di. Skuld finst mellom oss, men ikkje pengeskuld. Eg har mitt bol, mi slekt, meg sjølv. Eg skal ikkje fryse eller svelte, hendene mine er sterke og kan slaktast og gje dagleg føde som grisen i Valhall kvar morgon like levande. Og eg skal bli kledd som lilja på marka utan å spinne og veve, og som sporven flyge utan sut for anna enn plikta eg har til å le mot soloppgangen og trufast finne lit til kvar kveld. Å. Gud. Din Gud.

Og du skal aldri finne meg att i noka anna kvinne, aldri skal du kvile tungt mot ein så levande lekam som min, eller bli heilagkysst med din eigen saltsmak på tunga, av di du ikkje ville bli far.

 

Og alt som elles er og finst skal du sakne, og lengten din skal du måtte flyge frå mellom boksider, og leppene dine skal skjemmast av blekk du sleikjer i deg når handa skjelv og kjærleiken din berre er ord på papir og sjukdom og forvitring og aldri meir ekte kvinne, aldri ekte blod. Ikkje velsigna.

Og du kan aldri gå frå meg meir, kjære. Det er sanning i orda eg sa. Har eg elska deg heilt utan ære, finst det ingenting meir du kan ta.»

Bøker på Ivar Aasens tid

Den første skulelova i Noreg kom i 1739. Eit av formåla med lova var at barn skulle lære å lese slik at dei kunne tilegne seg så mykje kristendomskunnskap at dei kunne bli konfirmerte.
Forskaren Jostein Fet viser i verket Lesande bønder at ein del folk på bygdene kunne lese før skulelova kom, men bøkene var ikkje så mange. Auka økonomisk evne og religiøs motivasjon utover på 1700-talet, gjorde sitt til at folk kjøpte fleire bøker. Vi er her inne i opplysningstida, så det vart trykt bøker om både jordbruk og historie. Likevel var det nok huspostillar, andakts- og salmebøker og bøker med kristent innhald som var dei mest populære. Det er ikkje så rart når eit veit at husbonden i dei tider gjerne samla huslyd og tenarar kvar søndag til ei oppbyggjeleg stund i kyrkjetida når det ikkje var gudsteneste i soknekyrkja.  Slik var skikken både på 1700- og 1800-talet, og i somme heimar endå lenger.

Denne boka er ei slik oppbyggjeleg bok. Ho er nærast utslita etter mykje bruk. Boka har tittelen «Tre Bøger om Christi Efterfølgelse», skriven av den nederlandske augistinarmunken Thomas a Kempis, og kom ut i Kristiania 1844. Undertittelen er «Opmuntring til et aandelig Levnet», og boka kom i mange opplag.

Det var svært vanleg å skrive i bøkene kven som til ei kvar tid var eigaren. Denne boka har fleire innskrifter som gjer lesaren nyfiken. Etter det ein veit, var det ikkje mange kvinner i Ivar Aasen sitt liv, men denne boka avslører at det i alle fall var ei som hadde vore i tankane hans i ungdommen. Frammi boka har Aasen skrive følgjande, slik skikken var den gongen: Denne Bog tilhører mig Iver Andreas Aasen. Forfattar eller tittel på boka er ikkje lenger synleg.

Tradisjonen fortel at Aasen gav denne boka til kjærasten sin, Berte Paulsdotter Vike. Det vart ikkje noko meir mellom dei, men boka ber som sagt preg av mykje bruk, så Berte må ha teke godt imot gåva. Ei anna innskrift i boka av Hj. Myhre viser korleis ho kom attende til Ørsta:
«Denne boki kjøpte eg 26/4-09 for 75 øyre av Paul Tjervaag [?]. Han kjøpte henne paa auksjonen etter farbror sin, han Bakke-Pål på Leikanger. Kona hans var i si tid trulova med Ivar Aasen, og venteleg hev daa denne boki vore ei gaava fraa han Ivar til henne.»

I denne samanhengen er det naturleg å ta med nokre setningar frå det læraren og venen Lars O. Skjegstad skriv om Ivar Aasen og ekteskap: «Aasen kom ret som det var, med ytringer, som tyded paa, at han følte sig ensom, at han savned et eget hjem, men naar vi saa sa, at han burde gifte sig, svarte han, at naar det ikke blev noget deraf, mens han var ung, kunde han nok ikke tænke paa det nu, han var blitt gammel og endnu mindre anselig, end han var før ogsaa, saa vel ingen ville ha ham. … Ved saadanne leiligheder kunde han benytte sig av temmelig grovkornede uttryk, og man følte der laa noget saart paa bunden, hvorfra de kom.»

Bjørn Austigard
Førstekonservator NMF
Romsdalsmuseet

Om boka til Ivar Aasen

Som Bjørn Austigard skriv i den kulturhistoriske teksten om denne boka, var ho ei gåve frå Ivar Aasen til ungdomskjærasten Berte Paulsdatter Vike, som var tenestejente i Stokksund hjå prost Thoresen. Ivar Aasen fór frå Stokksund i 1835, sannsynlegvis etter ein konflikt med prosten. Det er truleg at han ikkje likte at Aasen hadde trulova seg med Berte. Det blei dermed ikkje noko meir med Ivar og Berte. I brevet under skriv Aasen til han som blei ektemannen til Berte, Pål Pålson Leikongbakken, seinare skildra som ein «tyran, stridug og sjølvrådug og uvyrden i all si ferd». Aasen sender attende nokre pengar som han skuldar Berte frå tida hans på Stokksund i Herøy. Kvifor Aasen vel å gjere det på denne måten, kan ein berre undre seg over. Hadde han klart å leggje Berte bak seg? Eller var han, no som han var blitt meir velhalden og hadde gitt ut fleire bøker, interessert i å vise seg fram som ein mann som faktisk kunne forsørgje ein heim? Han skriv iallfall at om det skulle vere for lite pengar, så kan han med «Fornøielse tillægge det som mangler, da jeg lykkeligviis nu for Tiden er vel forsynet med Penge».

Til
Velagte Mand
Paul Paulsen Legangerbakken
i Herrøe Præstegjeld
a
Legangerbakken.
Indlag
5 Spd.

Jeg maa bede om Undskyldning for, at jeg nu først indfinder mig med en vis Gjeld, som egentlig skulde været afgjort for mange Aar siden. Den Tid, da jeg opholdt mig i Præstegaarden i Stoksund, og Deres Kone Berte Paulsdatter ogsaa opholdt sig der, havde jeg til forskjellige Tider laant lidt Penge hos hende, da jeg nemlig baade i den Tid og længe derefter skulde reise bort fra Søndmør, tænkte jeg sikkert at skulle klarere denne Gjæld forinden min Afreise, men, besynderlig nok, indtraf der altid adskillige Hindringer, saa at der aldrig blev Leilighed til nogen Sammenkomst eller Samtale. Siden kom jeg til at reise saa vidt omkring og være saa længe borte, at jeg ikke fik Leilighed til at afgjøre nogen Ting her hjemme. Da jeg nu atter efter mange Aars Fraværelse har opholdt mig en kort Tid paa Søndmør, har jeg ofte tænkt paa at komme saa nær, at jeg kunde faae tale med Dem om denne Sag, men ogsaa nu har der været adskillige Hindringer, og derfor faaer jeg nu gribe til det Raad at afgjere Sagen ved Skrivelse, da jeg netop nu i disse Dage maa reise fra Søndmør til Kristiania. Jeg erindrer nu ikke nøie, hvor meget det var, som jeg havde laant eller bekommet hos Deres Kone, som i den Tid var Tjenestepige i Stoksund, men naar jeg tænker efter alt, som jeg nu kan komme ihu, saa maa det være henved 5 Daler eller saa omtrent, og saaledes beder jeg at De vil modtage de fem Daler, som jeg herved fremsender, da det saavidt jeg kan erindre, vist ikke er formeget. Skulde det derimod vare forlidet, da maatte jeg udbede mig en Skrivelse derom til Kristiania, hvor jeg nu kommer til at opholde mig, og jeg vil med Fornøielse tillægge det som mangler, da jeg lykkeligviis nu for Tiden er vel forsynet med Penge. Forøvrigt maa jeg hilse flittigt og bede om Undskyldning for, at jeg ikke før nu har nævnt noget om denne Ting. Det har kommet baade af min lange Fraværelse og tillige deraf, at jeg ikke godt kunde gjøre nogen Reise til Dem for den Sags Skyld, da Folk heromkring ere saa nysgjerrige, at de deraf vilde faae Anledning til allehaande Snak og Gisninger, hvilket jeg gjerne vilde undgaae. Til Slutning hilser jeg flittigt og ønsker Lykke og Velgaaende.

Aasen i Ørsten den 20de September 1851.
Iver Iversen Aasen.